Vedtægter

Vedtægter

§1 Navn og formål
Klubbens navn er Aalborg Dame Roklub. Klubben holder til i Aalborg Kommune.
Dens formål er at give sine medlemmer adgang til at udøve rosport. Klubben er medlem af Dansk Forening for Rosport og er underlagt denne forenings love og bestemmelser.

§2 Medlemmer
Som aktive medlemmer kan optages piger fra omkring 12 års alderen. Ethvert nyt medlem skal aflægge en svømmeprøve på 500 meter.
Piger op til 18 år er ungdomsroere. De bliver voksenroere i det kalenderår, de fylder 19 år.
I det år et medlem fylder 65 år, bliver hun seniorroer
Et aktivt medlemskab kan efterfølges af et passivt medlemskab.       

Enhver, der særlig har støttet eller vist klubben interesse, kan optages som æresmedlem.

§3 Ind- og udmeldelse
Enhver, der ønsker at blive optaget som aktivt medlem, skal henvende sig til bestyrelsen. For nye medlemmer, der ikke tidligere har roet, er det en betingelse at gennemgår ADR´s instruktionsforløb. Nye medlemmer til instruktion optages kun op til sæsonens start. Ethvert nyt medlem modtager et eksemplar af klubbens vedtægter og reglementer.
Udmeldelse samt skift mellem aktivt og passivt medlemskab skal ske skriftligt til bestyrelsen inden 1. marts.
Bestyrelsen har til enhver tid ret til at standse tilgangen af aktive medlemmer, hvis det skønnes uforsvarligt eller uhensigtsmæsigt at optage flere på det givne tidspunkt.

§4 Svømmebevis
Samtlige medlemmer, der ønsker at ro i klubben, skal hvert år aflægge klubbens svømme-prøve: 500 meter svømning samt iklædning af redningsvest i vandet.

§5 Kontingent
Den ordinære generalforsamling fastsætter - efter indstilling fra bestyrelsen – kontingentet for et år ad gangen.
Ungdomsroere, uddannelsessøgende og seniorroere får nedsat kontingentet.
Ved manglende tilmelding til PBS opkræves et gebyr pr. opkrævning. Dette fastsættes sammen med kontingentet.

§6 Restance
Medlemmer, der har mere end én måneds restance, kan bestyrelsen nægte adgang til bådene og klubbens ejendom, indtil restancen er betalt. Bliver gælden ikke betalt inden en måned, kan bestyrelsen straks ekskludere medlemmet. Medlemmer kan kun genoptages mod betaling af det skyldige beløb.

§7 Benyttelse af både
Kun aktive medlemmer har ret til bådene. Besøgende kan kun få lov til at ro med tilladelse af et bestyrelsesmedlem.
Passive medlemmer har ret til en rotur om året.

§8 Eksklusion
Klubmedlemmerne skal overholde klubbens vedtægter og reglementer. Overtrædelse kan medføre roforbud i en af bestyrelsen fastsat periode. I grove tilfælde eksklusion. Modarbejder et medlem klubben eller gør sig skyldig i en adfærd, der krænker klubbens anseelse, kan hun ekskluderes.
Spørgsmålet om eksklusion afgøres af bestyrelsen. Et ekskluderet medlem kan dog forlange, at spørgsmålet om eksklusion skal forelægges for generalforsamlingen. Et sådant forlangende skal skriftligt være bestyrelsen i hænde senest fem dage før generalforsamlingen.

§9 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af en formand, en kasserer og -såfremt klubben har ungdomsroere - en ungdomsleder samt  fire-syv medlemmer. Endvidere vælges to revisorer og en revisorsuppleant.
Bestyrelsesvalg er for to år. Formanden vælges i lige år. Kassereren og eventuel ungdomsleder vælges i ulige år. De øvrige medlemmer vælges således, at halvdelen er på valg i lige år og halvdelen i ulige år. Revisionen er på valg hvert år.
I tilfælde af at et medlem træder ud af bestyrelsen i utide, kan bestyrelsen konstituere et andet medlem til at varetage posten indtil næste generalforsamling.
For at kunne vælges til bestyrelsen skal man have været medlem i mindst et år og have deltaget aktivt i klubbens liv.
Bestyrelsen mødes efter behov.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden og tre medlemmer er mødt.
Ved afstemninger, hvor stemmetallet står lige, gør formandens stemme udslaget.
Genvalg til bestyrelsen kan højst ske tre gange, dvs. en person kan højst sidde i bestyrelsen i otte år i træk. Ved en siddende bestyrelse, hvor et bestyrelsesmedlem vælges til formand eller kasserer starter en ny 8 års periode.

§10 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling holdes i januar kvartal med 14 dages skriftligt varsel fra bestyrelsen.
Indkaldelsen skal indeholde oplysninger om, hvor og hvornår generalforsamlingen finder sted og en dagsorden, som minimum skal omfatte følgende punkter:
Valg af dirigent og referent.
Bestyrelsens beretning.
Kassereren forelægger det reviderede regnskab til godkendelse.
Kassereren orienterer om næste års budget.
Behandling af indkomne forslag.
Fastsættelse af kontingent.
Valg af formand – henholdsvis kasserer og ungdomsleder.
Valg af bestyrelsesmedlemmer.
Valg af to revisorer og en revisorsuppleant.
Eventuelt.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, som vælges af generalforsamlingen. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.
Generalforsamlingens afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
Forandring af eller tillæg til lovene kan kun vedtages, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og 2/3 af de fremmødte stemmer for. Hvis et forslag om forandring af eller tillæg til lovene ikke har kunnet vedtages på en generalforsamling, fordi en af de to nævnte betingelser ikke er opfyldt, kan bestyrelsen indkalde til en ny, ekstraordinær generalforsamling med samme varsel som til ordinær generalforsamling. På denne måde kan forslaget vedtages af 2/3 af de fremmødte, uanset hvor mange af klubbens aktive medlemmer, der er mødt.
Valg af bestyrelse og revisorer foretages skriftligt, hvis ét medlem kræver det.
Passive medlemmer har ikke stemmeret. Ethvert medlem må afgive sin stemme personligt.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal udformes skriftligt og være bestyrelsen i hænde senest syv dage før generalforsamlingen.
På generalforsamlingen uddeles kilometerårer. Alle ungdomsroere, der har roet mindst 500 km i sæsonen tildeles en sølvåre, mens den ungdomsroer, der har roet mest (dog mindst 500 km), tildeles en guldåre. Alle voksenroere, der har roet mere end 1000 km., tildeles en sølvåre, mens den voksenroer, der har roet mest (dog mindst 1000 km), tildeles en guldåre. Derudover tildeles seniorroere på 70 år og derover, der har roet 500 km, en sølvåre.
Endelig tildeles den roer, der har været kaproer hele sæsonen og har roet mest, en guldåre.

§11 Ekstraordinær generalforsamling
En ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid sammenkaldes af bestyrelsen, eller når mindst 1/3 af klubbens aktive medlemmer ønsker det.
I sidstnævnte tilfælde skal der indsendes en skriftlig, motiveret begæring med opgivelse af forhandlingstemaet til bestyrelsen. En sådan ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes senest 14 dage efter, at bestyrelsen har modtaget ønsket om den.
På en ekstraordinær generalforsamling kan der kun behandles den eller de sager, der er bekendtgjort ved indkaldelsen.

§12 Økonomisk ansvar
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Klubben tegnes af formand og kasserer i forening eller af en af disse i forening med to bestyrelsesmedlemmer.
Ved køb, salg og pantsætning kræves dog underskrift af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
Klubben hæfter kun for sine forpligtelser med den formue, der tilhører klubben. Der påhviler ikke klubbens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse. Ingen af klubbens medlemmer eller bestyrelsen kan kautionere for klubbens forpligtelser.

§13 Bøger
Bestyrelsen har ansvar for, at dokumentation for klubbens forhold løbende ajourføres. Klubben fører følgende:

Medlemsliste
Bogføring
Forhandlingsprotokol
Registrering af roaktivitet
Bådmateriel-journal

§14 Styrmandsret
Styrmandsret og langtursstyrmandsret fås efter gennemført kursus og efter godkendelse af bestyrelsen.

§15 Klubbens ophør
Med hensyn til beslutning om klubbens ophævelse gælder de samme bestemmelser som for vedtægtsændringer, jf. §10.
Når klubbens ophør er vedtaget, vælges et udvalg på fem medlemmer, der realiserer klubbens ejendele og afvikler dens øvrige anliggender. Det eventuelle overskud anvendes efter generalforsamlingens bestemmelse til at støtte et idrætsformål i lokalområdet.
 
Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 9. marts 2011.  
Ændring til § 5, 6 og 9 vedtaget på generalforsamlingen 17. marts 2014                                                           Ændring § 2 vedtaget på generalforsamlingen 18.marts 2015